Børnebogen i kufferten

I 1943 gik Bjørn Wiinblad på Kunstakademiet, og hans plan var at uddanne sig til illustrator og leve af at lave tegninger til bøger og aviser. Få ved, at han også drømte om at blive forfatter: Han ville lave ord og billeder, som spillede sammen. Og han nåede faktisk at få udgivet to børnebøger allerede som kunststuderende. Bøgerne skrev og tegnede han oprindeligt til sin nevø Muk, som blev født i 1943.

Aage Bo Knudsens Dilramin.jpg

I Svendborg får en anden lille dreng, Aage, en af bøgerne i gave; han er også født i 1943. Og 74 år senere er hans datter i gang med at rydde op på hans loft. Hun finder to fine gamle kufferter med læderhjørner; dem kan hun godt bruge. Da hun åbner den ene kuffert, er den fuld af Aages gamle børnebøger. Og dér allerøverst ligger Dilramin og tyven om dagen og tyven om natten.

Jeg fik lov at købe bogen af hende, og jeg elsker billedet af bogen i kufferten og tanken om, hvordan den kom for en dag igen.

Dilramin er et langt rim om den listige Dilramin, som anklages for tyveri, men ender med at blive gift med sultanens datter. Og Wiinblads streg er ret anderledes, end vi ellers kender den, se selv:

Dilramin illu.jpg