Eksotiske syner i teatret

Et af de steder, hvor Bjørn Wiinblad som barn og ung sandsynligvis har set fantastiske orientalske billeder var: Det Kongelige Teater. Hans bedstefar tog ham med til forestillinger allerede fra han var et lille skolebarn, og op igennem 1920'erne og 1930'erne kunne man se masser af eksotiske scenografier. 

Les Ballets Russes var en af de hotteste teatertrupper i starten af 1900-tallet. Under ledelse af Serge Diaghilev skabte truppen nye balletter, som udfordrede publikum med en moderne og meget mere sanselig form for dans – og helt nykomponeret musik og scenografier skabt af kunstnere som Stravinskij, Ravel, Prokofiev, Picasso, Dalí og Natalia Goncharova. Det var kort sagt den vildeste avantgarde!
En af Ballets Russes faste koreografer var den russiske Leon Bakst, og hos ham finder man endeløse eksotiske scenerier. Hans kostumer til balletter som Scheherazade eller La Legènde de Joseph var rene haremsdrømme, mens scenen var hyllet i dybe, mystiske farver. 

 Kostume af Leon Bakst til balletten Scheherazade. 

Kostume af Leon Bakst til balletten Scheherazade. 

Les Ballets Russes turnede i hele Europa, men nåede dog aldrig til lille, fjerne København. For at få en idé om, hvad den unge Bjørn Wiinblad kunne have set i teatret, gav jeg mig til at se gennemse Det Kongelige Teaters repertoire i 1920'erne og 1930'erne; der findes faktisk en bog, hvor alt er samlet. Det viste sig, at det Kongelige Teater faktisk satte Ballets Russes' værker op; dog ikke med Baksts scenografi, men til gengæld med scenografi af en dansker med sans for det orientalske: illustratoren Kay Nielsen. Der er stor chance for, at Wiinblad kan have set Nielsens scenografier i Det Kongelige Teater.

Der er også stor chance for, at Wiinblad har set illustrationer af både Leon Bakst og Kay Nielsen i datidens magasiner, for begge var meget benyttede som illustratorer dengang. Tegnede illustrationer var mindst lige så vigtige som fotos i tidens illustrerede magasiner. Wiinblad kan også meget vel have kendt Kay Nielsen fra hans eventyrillustrationer; bøgerne fandtes i mange børneværelser dengang. 

 Illustration til 1001 nat af Kay Nielsen: Scheherazade holder kongen hen med sin fortælling, så han ikke nænner at dræbe hende. 

Illustration til 1001 nat af Kay Nielsen: Scheherazade holder kongen hen med sin fortælling, så han ikke nænner at dræbe hende. 

Kay Nielsen var ikke minst inspireret af japansk kunst; det kan man for eksempel se i de smukke bølgemønstre, der omgiver billedet af Scheherazade. Og han havde ligesom Bakst sans for skønne farvekombinationer. 

 Scenografi til Scheherazade af Leon Bakst.

Scenografi til Scheherazade af Leon Bakst.

Wiinblad fortsatte med at komme i Det Kongelige Teater som ung mand. Kunstakademiet lå lige ved siden af Det Kongelige Teater, og de studerende havde ofte tjanser som statister på teatret; nogle af Wiinblads studenterkammerater sang endda også i operakoret. Man gik på de samme barer i kvarteret omkring Kongens Nytorv; senere i livet var flere af Wiinblads nærmeste venner i øvrigt balletdansere. 
Wiinblads billeder af Orienten ligner ikke umiddelbart Baksts eller Nielsens: Wiinblad var aldrig dekadent. Deres Orient var sanseligt, pirrende og grænseoverskridende og et klart modbillede til den bornerte borgerlige kultur, de gjorde oprør mod. Wiinblads Orient er et mildt og sorgløst sted, hvor selv sex er en glad og problemfri leg. 
Men Wiinblad arvede selve drømmen om en vidunderskøn og berusende sfære fra dem. Den drøm nedtonede og opblødte han, indtil den ikke længere kunne støde nogen. Man kunne kalde det: en demokratisering af de orientalske drømme. 

 Problemfri erotik i Wiinblads illustrationer til 1001 nat fra 1960'erne. 

Problemfri erotik i Wiinblads illustrationer til 1001 nat fra 1960'erne.