Orienten på mode

Bjørn Wiinblad voksede op i et København, som voksede hastigt – og som godt nok var en udkantshovedstad i Europa, men gjorde alt for at være smart og urban og med på moden. Jo mere jeg har gravet i, hvor Wiinblads orientalske inspirationer mon kom fra, jo mere forbløffet er jeg blevet over, hvor meget Orienten faktisk var på mode i København, mens han var barn. 

Verden føltes stadig mindre i starten af 1900-tallet, fordi transport og kommunikation gik hurtigere og hurtigere, og folk blev mere nysgerrige over for de fremmede kulturer derude. Flere og flere fik også råd til luksus og importerede varer. Engang havde kun de rigeste kunne eje fint porcelæn, silketøj, persiske tæpper og japanske kimonoer, men i starten af 1900-tallet var det en stadig større del af borgerskabet, som havde råd til alle Orientens skønne ting, mens de sukkede over Valentino i rollen som sheikh. Og som altid kom en stor del af moden fra Paris! 

 Kjoler i "minaret-stil" fra Paul Poiret. 

Kjoler i "minaret-stil" fra Paul Poiret. 

I Paris var alt orientalsk det sidste skrig! Kinesiske parasoller, turbaner, kimonoer, haremsbukser, selv parfumerne fik orientalske navne som Shalimar, Nuit Persane eller Le Minaret. Et højdepunkt var den storslåede fest, modedesigneren Paul Poiret afholdt i 1911 med titlen: "Den tusind og anden nat". Efter den måtte alle velbeslåede kvinder eje en kjole i den nye "minaret-stil". 
Der var et stort element af frigørelse og oprør i stilen; kvinderne gjorde sig fri af de gamle snærende korsetter og kjoler i de samme årtier. Den orientalske stil var både mere kropsvenlig og mere sanselig, endda sexet! Intet under, at man gerne ville ligne underskønne barbarer, for man ville jo netop ikke mere lade sig tøjle af de gamle, triste kvinderoller! 

 Paul Poiret og frue holder hip fest: "Den tusind og anden nat". 1911.

Paul Poiret og frue holder hip fest: "Den tusind og anden nat". 1911.

Man kunne købe lignende kjoler så langt væk som i København. Og man kunne indrette sig med orientalske møbler og tæpper og ting til hjemmet. Jeg fik lov at kigge i arkiverne hos Magasin du Nord Museum, og fandt fine sager. Hver sensommer afholdt Magasin du Nord for eksempel sin Orientalske Bazar i Charlottenborg på Kongens Nytorv, hvor man kunne kigge på årets varer – og møde sine venner og bekendte, for bazaren var også en del af det sociale liv i borgerskabet. Den sidste blev afholdt i 1930'erne, og der er stor sandsynlighed for, at familien Wiinblad også har været forbi nogle af bazarerne. Magasin holdt også modeshow i Nimb i Tivoli, hvor damerne var i orientalske rober og turban med fjer! 

Orientalsk udstilling Magasin du Nord.JPG


Den orientalske mode døde ud under Anden Verdenskrig – men den vendte faktisk tilbage i 1960'erne, sammen med endnu et ungdomsoprør, ledsaget af østlig spiritualitet, tedrikning, yoga, bohemelivstil og seksuel frigørelse. 
Wiinblad hoppede med på bølgen! Man mærker det for eksempel i hans mere vovede stil i illustrationerne til 1001 fra de år, hvor det pludselig vrimler med afklædte orientalere. 

 Kvinde og djin (ånd) i Wiinblads illustrationer til  1001 nat  fra slutningen af 1960'erne.

Kvinde og djin (ånd) i Wiinblads illustrationer til 1001 nat fra slutningen af 1960'erne.